Hvert år den sidste weekend i april er der Dukkehusfestival i Farum Kulturhus. I 2010 er det 17. gang, der afholdes festival. Der vil være ca. 60 stande, hvor udstillere fra Danmark, Sverige, Tyskland, England, Holland, Italien, Belgien og Spanien vil vise de mest fantastiske ting i miniature. Det internationalt benyttede målestoksforhold er 1:12, men også 1:24 og 1:48 ses. Dygtige hobbyfolk viser her, hvad de formår. Det er utroligt, hvad der kan laves, og det rækker over forskellige stilperioder. Der er noget både for dem, der vil lave de “gamle dage” og for dem, der vil lave den nyere tid samt også det helt moderne.

Flere og flere bliver fascineret af miniatureverdenen. Tidligere var det mest damer, der dyrkede denne hobby, men nu viser mændene også deres interesse og deltager aktivt i fremstilling af dukkehuse og dukkemøbler.
Vi glæder os til at sige velkommen til næste års udstilling, som vil finde sted lørdag den 24. og søndag den 25. april 2010.

Entré for voksne kr. 50,- børn kr. 25,-